Og netop sådan en, blev min 3. dag i Helsinki..

Sent i seng og tidligt op

Sådan fungerer min krop og hjerne åbenbart bedst på ferier – det er da noget åndssvagt noget! Hvor om alting er, så vågnede jeg også denne dag tidligt. Jeg havde aftenen før ligget og brugt tid på denne fantastiske blog og set lidt serier på min tablet. I realiteten havde jeg slet ikke  behøvet at tage den tablet med – men det er ligesom bare en vane at have den med i håndbagagen også selv om jeg aldrig bruger den – for tænk nu hvis !

Jeg kan faktisk godt lide at rejse alene har jeg fundet ud af. Ikke fordi det er stressende at være flere, men fordi jeg synes der er en anden frihed når man kun er sig selv. Vigtigst af alt; jeg skal hverken argumentere eller diskutere, hvis der er ændringer i planerne OG man kan på en helt anden måde bare lade dagen komme snigende og se hvad den bringer – hvad man har lyst til.

Så i dag blev sådan en dag.

Ingen særlige planer

Og sådanne dage kan jeg godt lide. Også derhjemme. De giver mig ro til bare at være. Ro til at være åben for de ting der sker lige foran snotten på én.

Ok, nu lyder det helt hippie- agtigt. Det er ikke meningen. Det jeg prøver at sige er bare, at jeg godt kan lide at give mig selv plads og tid til at være i nuet og dovne den – på godt gammeldaws-dansk.

Selvfølgelig havde jeg et par kasser oppe i hovedet hvor jeg tænkte “ok, det kunne du godt nå i dag”. Eller. Stræbe efter at nå – for der var ingen skade sket hvis ikke jeg nåede det.

Nyd byen

Jeg forlod hotellet og slentrede stille og roligt ned ad gaden mod den større hovedgade, hvor der ligesom er et midterspor til sporvognene. Solen skinnede og det var fantastisk.

Jeg satte tempoet ned. For jeg ville gerne bare nyde. Se på mennesker. Mærke varmen – snuse ind og fange duften af syrener.

Jeg mødte en sporvogn efter parken og blev hurtigt enig med mig selv om, at det også var for dårligt jeg endnu ikke havde fået kørt i sporvogn.

Grunden til jeg endnu ikke havde det, var faktisk at jeg synes det er ENORMT kringlet at finde ud af hvad der er op og ned og ud og ind med de sporvogne. Og på en eller anden måde havde jeg brug for en form for kontrol eller i hvert fald følelsen af at have kontrol over hvor pokker jeg endte hvis jeg steg ind i en sporvogn.

Min tidligere pædagogikunderviser, Justin, havde fortalt der ligesom var en sporvogn der kørte i et 8 tal rundt i byen, som var meget fed at tage i forhold til at få set en masse.

Og det ville jeg jo gerne. Men hvorfor fanden har de så ikke ordentlige info – så desperate kontrolfreak-små-autistiske-mennesker som mig også kan være med! (Ok, pust ud, træk vejret ind)..

Nå, inden vi kommer så langt. Så gjorde jeg faktisk noget andet i stedet – ikke fordi jeg udsatte sporvognene – nej, nej, du behøver ikke sidde der og analysere på mig!

Orientér dig!

Jeg gik og nød solen nede på den store gade og kom hen forbi restauranten som jeg spiste på første aften – Ravintola Zetor – og så slog det mig, at det nok ville være en rigtig god ide, nu jeg var så tæt på Hovedbanegården at få tjekket ud med de her bagageskabe! Det tjente et helt klart formål til dagen efter, hvor der er udtjek på hotellet kl 12 og jeg skal først flyve kl 20.45!

Orientere sig om, hvor jeg skal hen når jeg skal have opmagasineret min bagage og hvad det koster – om man kan betale med kort osv osv.

Nu kører det!

Jeg fandt det og orienterede mig. 6 € for et skab der var stort nok til både kuffert og håndbagage. Host. Bondefangeri! Nå, men som alle andre turister må jeg jo gribe til pungen i morgen og låse kufferterne inde.

Note to Self: undersøg en anden gang dette hjemmefra så du også kan gøre det ved ankomst!

Værsgo – det er på denne side af stationen at bagageskabene ligger, hvis du en dag skulle komme til Helsinki!

Spring nu ud i det!

Nu havde jeg fået det på plads og følte at dagen i morgen BARE kunne komme an, for jeg havde ikke kufferter på slæb!

Men der var jo stadig de her sporvogne.

Jeg sprang ud i det. Tændte en smøg og stillede mig hen og ventede ved et stoppested.

Prøvede at se cool ud. I Got this.

Gik ind i den første 3’er der kom – for selv om jeg ikke helt kunne greje deres “info” kort. Så var det hvad jeg kunne ræssonere frem til var den bedste mulighed. 3’er og 2’er.

Mobilbilletten havde jeg husket at købe i HSL Mobiililippu (kan du sige dét ord uden at smile, så gir jeg en slikkepind!)

Jeg kommer ind og så står der ellers 4 tyskere med fuld oppakning og spærrer vejen. Jeg havde ellers udtænkt mig en god vinduesplads så jeg rigtig kunne se noget og finde ud af om jeg havde valgt rigtigt.

Jeg ville virkelig gerne have en siddeplads – og eftersom tyskerne ikke gjorde en millimeter antræk til at flytte sig, vovede jeg pelsen og hoppede ud på næste stop og ind igen af døren længere fremme.

Jihu!! Succes!

Mens jeg sad der og slugte byen der stille trillede forbi fik jeg ENDELIG øje på en brochure om de skide sporvogne. Sådan en kunne de sgu da godt have stukket en i hånden i lufthavnen, hva!?

Lidt mere simpelt ikke?

Og så alligevel. Hvad sker der i de ender hvor der er uendelighedstegn og den går mellem 2 og 3? Jeg var stadig ikke helt med – men måtte bare se hvor jeg endte.

På turen kom vi forbi mange ting, men særligt en forlystelsespark jeg slet ikke havde hørt om. Rutsjebanen så satme vild og god ud – der må jeg hen en gang!

Man kom også forbi det olympiske stadion.

Og så knækkede jeg koden halvvejs! For nummer 3, bliver efter nordenskiöldinkatu nemlig til nummer 2! Nååååååå!!

Og når man så i den modsatte ende af 8-tallet er nede ved havnen og det store pariserhjul – så bliver nummer 2 til…. dadada…. nummer 3!

Spørg mig ikke hvorfor, at de ikke bare hedder det samme i hele 8-tallet. Det er nok bare mig der synes det ville være smart.

Tilbage i det gamle nabolag 

Da mine sporvognsoplevelser var slut gik jeg bare lidt rundt i gaderne. Nu følte jeg mig så sikker i byen, at jeg hele tiden vidste i hvilken retning hotellet var, så man kunne slappe lidt mere af med Google Maps.

Og pludselig var jeg tilbage i Yrjönkatu, som var der mit hotel lå sidst. Og jo faktisk stadig lå! Restauranten ved siden af, fik jeg aldrig spist på sidste gang, og eftersom det var frokosttid, så tænkte jeg at jeg hellere måtte prøve det denne gang. Det var jo næsten helt nostalgisk at være “tilbage”.

KITCH eat & drink bød på hyggelig rensdyr-kunst og en kæmpe portion laksepasta – det var virkelig godt!

Bagefter gik jeg bare lidt rundt i gaderne og slubrede solen i mig..

Dase på hotellet og følge op på bloggen

Den sene eftermiddag blev brugt på hotellet og til at opdatere bloggen her lidt. Det tager godt nok lidt tid at gøre på mobilen synes jeg..

Jeg skulle også finde ud af hvor jeg ville spise den “sidste” aftensmad. Jeg spiste rensdyr sidst jeg var i Finland og jeg ville faktisk gerne prøve det igen. Det sted jeg havde spist sidst eksisterede ikke længere, så jeg måtte jo finde noget andet. Igen brugte jeg lidt tid på Tripadvisor for at finde ud af hvad andre havde haft af oplevelser og hvad der lå tæt på – jeg synes jeg havde været nok rundt for i dag..

I en sidegade fra hotellet fandt jeg Revintola Lappi.

Med en rensdyr filet til sølle 39 € (ikke 40, men 39 – så billigt) overvejede jeg kraftigt om det virkelig skulle være her. Men det blev det. Man skal også solde lidt.

De andre dage har jeg faktisk ikke brugt mere end mellem 40-60 € på en hel dag, så jeg kunne vel godt give mig selv en dyr og forhåbentlig god oplevelse.

Et festmåltid

Jeg kommer aldrig helt til at vænne mig til at gå ud og spise alene eller ydmygt spørge “you got a table for one?” – men man bliver da mere afslappet med det med tiden. For dem er jeg jo bare en kunde og jeg har endnu ikke oplevet mærkelige blikke fra andre. Så jeg hviler egentlig ok i det. Omend man sidder lidt mere med mobilen når man er alene.

Med prisen på rensdyret tænkte jeg egentlig at jeg blot ville tage en hovedret og en dessert.

Det fik den flinke dame hurtigt ændret på, som hun stod der og smigrede i sit lappiske outfit.

Så jeg fik whitebait roe til forret. 20 €. Ok, bliv i tanken om at det er sidste aften – det er et festmåltid. Du må godt og kan godt.

Jeg har aldrig før spist sådan noget fin rogn ting. Så jeg var simpelthen nødt til at spørge tjeneren hvordan jeg lige greb det an. Hun var vældig flink og forklarede mig det let og elegant. 3 minutter senere kom hun og spurgte om da ikke jeg skulle have et lille vodka shot til.

Og jeg ved ikke hvad der var med hende og den restaurant, men jeg kunne ligesom kun sige “Det er en skide god idé!”.

Så jeg prøvede at kombinere mit vodkashot med en sofistikeret måde at bide i den.

For de havde sgu nok gloet noget, hvis jeg bare havde skyllet lortet ned i kloakken som jeg plejer med et shot.

Og så kom Rudolf. Eller Springer, eller hvem af julemandens rensdyr de nu havde ofret for min fornøjelses skyld.

Og Holy Mother..

Det var alle 39 € værd og også den sidste hvis de havde sat det til 40.

Det var så godt tilberedt at det smeltede på tungen og smagte himmelsk!

Til dessert havde jeg taget “dessert of the season” som var rabarbertærte med vanilleis på toppen.

Jeg spiste det alt for hurtigt og sad og overvejede om man skulle bestille en mere, da en af de mandlige tjenere kommer og spørger om der er andet han kan gøre for mig.

Og der er altså noget tryllebindende ved den restaurant – for uden så meget som at tænke, så spørger jeg om han ikke kan sørge for at der kommer en dessert mere..

…

..

.

Men den var altså også god!

Regningen lød på 98 € efter drikkepenge (og jeg gav endda kun 6€!).

Jo jo, det havde jeg jo aldrig gjort i København – men det var en dejlig oplevelse at gøre sig her. Jeg kom gerne igen. Når jeg har råd.

Og jeg ville ikke have været den lækre Rudolf foruden.

Tænk en gang, nu er ferien snart slut. I morgen skal jeg checke ud fra hotellet inden 12 og så ellers ud og bruge godt med tid på.. noget… frem til at skulle være i lufthavnen omkring kl 19.30. Der er boarding kl 20.20 Og jeg har tjekket ind.

Det kan være jeg tager af sted fra Helsinki lidt før – Better safe than sorry, ikke?

Vejret bliver fantastisk i morgen igen med de ca. 19 °c igen så det kan jeg jo ikke klage over!