A whole new world, a dazzling place I never knew..
Unbelievable sights, indescribable feelings..
Sådan starter dette indlæg vidst bedst. Jeg glæder mig til at fortælle jer om mit første møde med Seattle..
Forberedelse er en god ting..
Et af hovedformålene med denne tur til Seattle, Washington har hele tiden været at skulle til Pokemon GO Fest Seattle 2022. Men en af de andre lige så vigtige formål at møde “The Albus Family” (deres skønne Doodle hedder Albus) som er hvor jeg skal bo mens jeg er herovre.
Forberedelserne op til turen har længe været undervejs, for jeg var jo nødt til at sørge for, at de fik lov at prøve alle de lækre sager som jeg forbinder med dansk slik og guf! Hver gang jeg har været ude og handle den sidste måned er der derfor kommet et eller andet i kurven som skulle med til USA. Først og fremmest selvfølgelig en masse LAKRIDS! Alle slagser jeg overhovedet kunne finde som for mig var dansk (eller i hvert fald dansk i forklædning); piratos, lakridspiber, bolsjer, heksehyl, saltmix, kick, salmiakki, Bülow kugler, snøre/stjerner mm. De andre obligatoriske ting så som Toms skildpadder, pålægschokolade, marcipanbrød og rigtig marcipan var selvfølgelig også i blandt alle de ting som endte med at fylde næsten halvdelen af min kuffert, hah.
Jeg havde jo selvfølgelig undersøgt sagen nøje inden afrejse, så jeg kendte alle toldreglerne og var velforberedt til min indrejse i USA. Jeg havde lavet lister med værdien af slik og alt var skrevet ned, så jeg var total klar til at møde tolden og ‘declare the goods’ når jeg ankom til Seattle..

… Og så var der fandme næsten ikke en gang nogen der spurgte ind til det da jeg skulle igennem tolden i Seattle! Alt det hårde arbejde, for ingenting, hah. Selvfølgelig var det jo i bund og grund en god ting, at det gik smurt igennem lufthavnen, men altså, nu var jeg jo så velforberedt og klar til at svare på alle spørgsmål og angive de helt rigtige ting!
Den søde dame i Seattle-lufthavnen spurgte kun om jeg havde været i USA før og hvad jeg skulle lave her..
En lille smule skuffet må jeg jo nok indrømme..
En lang rejse havde endelig en ende..
Til trods for at jeg var lidt skuffet over ikke at skulle bevise mere, med al den forberedelse, så var det fantastik endelig at lande i Sea-Tac efter en lang flyvetur med en mellemlanding i Frankfurt, Tyskland.
Jeg havde lykkeligt glemt, HVOR lang turen over Atlanten (eller nærmere Grønland/Canada) egentlig føles når først man sidder i et flysæde, med minimum plads til ens lange stænger, irriterende møgunge ved ens side, forfærdelig vacuumpakket mad der ikke just ser appetitligt ud samt hvor mange gange ens knæ bliver smadret fordi personen foran kaster sig tilbage i sit sæde eller forsøger at lægge sædet ned. SUK.
Men jeg overlevede! Fik set er par film og sovet en smule i små morfar-agtige portioner. Jeg begyndte langsomt at fortryde at jeg ikke var gået i seng aftenen før, når nu jeg ikke kunne få ordentlig søvn på den lange del af ruten – men sådan måtte det være. Af erfaring bliver man klog, men sjældent rig, siges det jo..
Det første møde..
Så snart jeg var kommet ud af flyveren og havde tændt telefonen, skrev jeg en SMS til min amerikanske vært. Hun ville komme og hente mig i lufthavnen, så jeg måtte jo hellere lige give lyd om, at jeg nu var landet. Heldigvis huskede jeg at kigge op, mens jeg gik og sms’ede, for udenfor vinduet i horisonten tårnede det smukke Mt Rainier sig op… Jeg var nødt til at stoppe op og trække ind til siden. Sikke et syn! Det er noget af det allerbedste ved at besøge USA efter min mening: Bjerge og den bjergtagende natur (got it? Haha).

De holdt allerede og ventede udenfor, så det var kun et spørgsmål om at komme sikkert igennem bagageudlevering og told og så kunne jeg endelig møde dem!
Da vi endelig fandt hinanden var det med kram og hele molevitten, at vi fik hilst og sagt hej. Det var fantastisk! Kort forinden havde der sneget sig en lillebitte nervøsitet frem i min krop.. åh åh, kan jeg nu også gebærde mig godt nok på engelsk til at denne uge bliver okay… Åh nej, hvad nu hvis det slet ikke er som jeg har håbet på at bo hos familien, når nu man ikke har andre steder at tage hen.. og alle de ting der ellers kan poppe frem sekunder før man kaster sig selv ud i nye eventyr.
Heldigvis blev det hele gjort til skamme og samtalen flød fra første sekund, ja altså efter det dejligt lange og varme kram!
Meet the rest of the family..
Det var ca en 20-30 min kørsel fra lufthavnen før vi landede hjemme hos “The Albus Family”, der bor i den sydlige ende af Lake Washington med en vidunderlig og helt fantastisk udsigt udover søen og Mercer Island… wow siger jeg bare!
Jeg blev vist rundt i huset og fik kastet kufferten ind på det fine gæsteværelse som de havde pynter med alverdens forskellige Pokemon-bamser. En kær lille ekstra finish nu vi havde den samme interesse for Pokemon GO.
Til at starte med var det kun “Fru Albus” og deres yngste søn der var hjemme, så vi satte os og sludrede i hvad der endte med at blive et par timer, før “Hr Albus” (Ja, altså ikke hunden, men manden!) kom hjem. Selvfølgelig var et vigtigt nyt bekendtskab også hunden Albus som heldigvis accepterede mig som en god ny nusse-ven.
Da “Hr Albus” endelig kom fra job var glæden og spændingen stor og krammet var dybtfølt og så rart! Hold nu kæft hvor havde jeg bare glædet mig til at hilse på den mand, som jeg jo for 2 år siden, næsten ved tilfældighed havde connected med på Twitter og gennem Pokemon GO.
NU føltes det helt ægte og eventyret kunne bare komme an! Jeg var så klar, spændt og glad.
Jeg følte heldigvis ikke rigtig noget jetlag eller andet, så vi sludrede lidt mere alle sammen og om aftenen gik vi en lille tur i nabolaget, som var nogle seriøse bakker, men vidunderlig udsigt så snart man spejdede udover Lake Washington og mod Seattles skyline i horisonten mod nord.
Lokale pokestops, gyms, pokemon, Seattle Center og gode oplevelser..
De efterfølgende dage handlede om at se nogle af de lokale pokemon locations, som for bare ganske nyligt “kun” havde været interaktive men som nu kunne forbindes med steder, vægmalerier og andre sjove anekdoter. Vi fik set Erasmus, the guardian of Renton, som er en kæmpe drage der ligger på taget af en bygning – total sejt (og selvfølgelig en vellidt gave at få i spillet).

Vi fik kørt til Seattle Center, hvor vi besigtigede området der skulle hoste GO Fest dagen derpå og weekenden ud. Jeg fik også købt mig min første Pokemon Plushie, som endte med at blive en sød lille Chansey der nu kan komme hjem og bo hos mig.

Det var også første møde med Seattle Downtown, den flotte skyline og selvfølgelig det ikoniske landmark “The Space Needle” der tårner sig op i Seattle Center parken med sin flotte statur. Wow!

Jeg var overvældet og det var fantastisk!
Tænk en gang at være så heldig at få lov at bo hos denne familie og opleve Seattle for første gang med lokale dejlige mennesker på så tæt hånd! Det er virkelig en af de rejser som jeg vil komme til at huske og mærke for altid.
Flere oplevelser fulgte selvfølglig i de efterfølgende dage..
Vi besøgte The Pike Place Market, hvor jeg blev introduceret til The Crumpet Shop, som for amerikanerne åbenbart var en hel naturlig del af at kunne spise noget lækkert – og jeg havde absolut INGEN anelse om hvad det var eller for den sags skyld nogensinde hørt om det før. Forsigtigt sagde jeg derfor ja til en crumpet uden at vide hvad der om lidt ville blive serveret for mig. Jeg valgte det samme som sønnen – så kunne det vel ikke gå helt galt, tænkte jeg.
Det var… hmm.. nu prøvet. Jeg tror ikke jeg sådan rigtig ville blive fan, men det var ikke dårligt eller noget. Det var bare anderledes end hvad jeg har smagt før. En slags brød/pandekage/kage med smøreost på og en stor klat syltetøj.

Jeg fik også set det noget mærkelige fænomen “The BubbleGum Wall”, som på én side er vildt klamt og på den anden side vildt fascinerende. Det er ganske enkelt en lille passage ved Pike Place, hvor der er blevet sat tyggegummi ALLEVEGNE i en million farver og afskygninger! Jeg havde en vis respekt for ikke at komme for tæt på dé vægge.. adrk… Samtidig kunne jeg ikke lade være at stirre på farverne og hvordan noget af tyggegummiet hang og dinglede i strimler.
Hvis du en dag skulle befinde dig i Seattle og alligevel skal ned og se at de kaster med fisk i Pike Place, så er the bubblegum wall klart et besøg værd uanset! I det mindste bare for den bizarre oplevelse.

Jeg glæder mig til at fortælle jer om selve eventet med Pokemon GO Fest Seattle i næste indlæg – so, until we meet again, Erasmus says goodbye..

Dejligt du er i gang igen, Maj-Brit ❤️ Jeg er fan