… Definitely one to watch on Netflix – like.. never..
Jeg blev enig med mig selv om, at det var alt for længe siden jeg havde været på en solo-tur og desuden havde været ude at flyve. Så jeg kom til at købe en tur til Paris, for hvem kan ikke lide Paris?!
Måske jeg faktisk tilhørte den kategori på et tidspunkt.. Jeg kunne ikke rigtig “mærke” byen og alt dens hype sidste gang jeg var her. Måske var det i bund og grund derfor at min underbevidsthed synes jeg skulle vende snuden denne vej næste gang. Hvem ved.. Det kan også være fordi jeg ikke er kaffe-drikker, så hele “The Paris life” på en fortovscafe ikke er ligeså appellerende til mig, som det muligvis er til andre, mere varmt-drikkende-folk.
Det er desuden tydeligvis for længe siden, at jeg har skrevet noget på denne blog, for der er absolut intet jeg kan få til at virke ordentligt! Måske hele dette indlæg aldrig rigtig bliver publiceret fordi jeg har mistet min blog-mojo og åbenbart er blevet så boomer på den teknologiske front, at jeg ligeså godt kan slukke telefonen, rulle med øjnene og ønske jeg var en ung hip pige der kunne det hele… (what a way to celebrate a birthday going 39)..
LIVE: update! UPDATE! Den gamle tante fandt ud af igennem utallige læste posts i et forum, at én sølle emoji som jeg havde tilføjet i teksten, lavede al balladen.. (Jeeeeez!!) Så det er ikke MIG der er blevet for gammel til det her fis, det er det her pjat der ikke følger med den moderne emoji-kultur! Uanset, så bliver I desværre nødt til at undvære emojis..
.. Eller måske er jeg bare blevet for gammel til solo rejser? Tænk hvis dét er årsagen – så er der jo ikke rigtig nogen vej uden om.. Skal jeg så virkelig til at kigge indad og alt sådan noget, for at finde ud af, hvordan man oplever på ny, når man er i slutningen af 30erne. Prust. Det ved jeg ikke om jeg gider, hvis jeg skal være ærlig, haha.
Jeg tager sky-klapper på og lever langsomt livet videre, velvidende at det er the big 4.0 næste år… Som de synger i Moulin Rouge: “Come what may!”.
Parlevouz Français?
Næ.. egentlig ikke. Men det kunne da være man skulle begynde? Det bliver måske et projekt til en anden god gang – og ikke i dag eller i går, haha.
Det er egentlig lidt fantastisk det der med sprogkulturer rundt i verden, ikke? Jeg mener, I rigtig mange sammenhænge, selv om vi ikke forstår det talte sprog, hvis det er forskelligt fra vores eget, så har vi så mange andre parametre der gør, at vi alligevel kan afkode hinanden. Man er sjældent i tvivl ud fra toneleje og ansigtsmimik, hvis der er store følelser i spil. Og så alligevel.. Nogle sprog har bare mere “kraft” end vores eget og i den forbindelse afkoder vi det også nogle gange forkert.. Fransk er for mig et lidt kantet sprog som nogle gange godt kan være svært at afkode i det talte. Men når jeg f.eks. læser det på skrift, finder jeg det meget lettere at afkode. Gad vide om vi kan have forskellige forbehold i vores hjerner, for hvordan vi opfanger sprog bedst? Det er der nok, mon ikke?
Jeg er generelt som menneske meget mere visuel end jeg f.eks. er auditiv – så der er sgu nok en sammenhæng i mellem at jeg synes jeg næsten forstår fransk på skrift, men er fuldstændig lost når det bliver talt til mig.. Lige sådan noget her, gør næsten at jeg får lyst til at lære fransk, bare fordi det er spændende at udfordre sin sproglige nørdede hjerne en smule indimellem. (Indsæt sjov emoji, som om.. suk).
.. Er ikke færdig med indlægget her, bare rolig – det tog bare lige en pause, fordi der var de tekniske drillerier ..
Bonjour!
Jeg landede fredag aften, efter en hurtig sviptur til Charles De Gaulle fra København. Jeg havde booket hotel inde midt i byen og glædede mig lidt til at se, hvilet område jeg helt var landet i – for jeg havde nok valgt lidt i blinde og kun ud fra, at det var tæt på Châtelet les Halles stationen, som er nem at lande på når man kommer fra lufthavnen.
Den station er en hel undergrunds-by – og det er imponerende, hvor mange mennesker der ALTID er! Fredag aften var ikke nogen undtagelse, men det gjorde til gengæld at det ikke føltes helt så akavet at stå et stykke tid og prøve at orientere sig om hvilken vej jeg skulle gå, for at komme ud af den rigtige udgang (og dermed ikke skulle gå nærmest flere kilometer, for at komme rundt om og hen til hotellet).
I realiteten er deres system faktisk okay nemt, når altså først man har gennemskuet det. Gå efter farvekoderne og du er godt på vej. Ja, når du altså ved hvilken farve og nummer du gerne vil hen til. Jeg kig langsomt gennem den enorme station under jorden – og blev mere og mere enig med mig selv om, at det måtte være Sortie 1 (exit 1) der var tætteste på hotellet. På vejen gik jeg forbi et duftende creperie – og var nødt til at stoppe og få mig en pandekage med på vejen.
Men jeg var så fokuseret på at finde hotellet, at jeg først fik taget en bid da jeg var landet på hotelværelset, haha.
Da jeg endelig kom op i frisk luft og byernes by viste sig for mig, så viste det sig, at mit hotel lå lige rundt om hjørnet – perfekt! Mega centralt, mega vibrant område – godt valgt, Maj-Brit! (Klapper lige sig selv på skulderen).
Hotel Des Ducs D’Anjou, var et fint lille hotel, med verdens mindste elevator, hvilket nok egentlig er meget normalt for Pariser hoteller. Man kunne nærmest kun lige være der sammen med sin kuffert. Hvem ved, måske i fremtiden, at vi får kufferter der selv kan trykke på knappen og køre op og trille ud. Så er det jo ligegyldigt om jeg følger med den, heh.
Værelset var rummelig og med et fint badeværelse. Dog var “vinduet” til en “lukket opgang”, så det var lidt mærkeligt og øv. Det viste sig desuden at toilettet løb – hele fucking tiden – men, alt i alt var det et rigtig fint hotel, søde mennesker i receptionen og værelset var rigtig fint.
Jeg fik spist min pandekage med hvid chokolade, mhmm.. og så var det sengetid, så jeg var klar til fødselsdagen min, dagen derpå! Inden lyset blev slukket helt, lå jeg dog lige og prøvede at finde ud af om der skete noget spændende i morgen, som jeg kunne lave på min fødselsdag.
So what to do.. what to do..
Der var mange forslag til ting at lave, med en hurtig Google søgning. Jeg var rundt om “Pust din egen dildo” i et glaspusteri – det kunne fandme være sjovt! Indtil jeg så prisen.. så tænkte jeg, ok, tanken var sjov – og ikke mere end det. Jeg landede på et lys-lanterne-dinosaur-halløj ude på den anden side af Eiffeltårnet, som så lidt sjovt og spændende ud. Bookede mig en billet og gik omkuld..
Næste indlæg skal nok blive om det at holde fødselsdag på en solotur – i Paris! Stay tuned..
Zzz.zzz.zzz