Finland juni 2017

Til fods på jagt efter seværdigheder

juni 15, 2017

Anbefalinger holder oftest altid stik

Og det gjorde de også i dette tilfælde. På min anden dag i Helsinki, hvor jeg vågnede og var lidt tumulsk over at have sovet længe (følte jeg) og klokken så kun var kvart over 8, valgte jeg at tage kondiskoene på og vandre ned til Tempelpladsens Kirke.

Ved en hurtig rundspørge på Facebook, havde jeg fået fortalt, at den måtte man ikke lade være at besøge.

Jeg er faktisk slet ikke til det der finkulturelle når jeg er ude at rejse. Det siger mig ikke noget at kigge ind i kirker eller på gamle bygningsværker. Jeg har respekt for det kulturhistoriske i det, men intet behov for at besøge det og bruge tid på at få guidede ture eller betale dyre domme for entré.

I dette tilfælde havde jeg dog et andet motiv og det var det spændende i, at kirken er bygget ind i klippen og at der dermed inde i kirkens rum, er klippevæg og sten og så en kæmpe hvælving i loftet. Det lød alligevel for spændende til at lade være.

Jeg havde spottet på første dagen – hvor jeg kom til at gå den forkerte vej fra Kamppi, at kirken lå forenden af den vej. Så det var blot en mindre slentretur forbi Kamppi og så var jeg der.

Det kostede mig 3 € at komme ind. Ja, vel at mærke efter at jeg i 10 minutter havde stået i kø til toilettet og ikke til indgangen! Doh!

Der var så afsindig mange turister og særligt højlydte kinesiske og japanske turister, at jeg – selv om jeg ikke anser mig selv som religiøs – synes det var over grænsen i “Guds hus”. Jeg satte mig på kirkebænken og prøvede at ignorere alle selfiestængerne og de mange lyde.

Det var smukt derinde. Meget smukt.

Kombinationen af det rå og naturistiske med klipperne og stenene sammen med det moderne i designet af loftet og orglet samt balkonen.

Ved siden af mig sad et par mænd og tegnede med blyant i deres tegneblokke og jeg kan sagtens forstå deres valg af arkitektonisk motiv.

 

Min fantastiske research hjemmefra gjorde, at jeg på min Google Maps, kunne se, at der faktisk ikke langt derfra var det Sibeliusmonument som jeg også have vinget af til “must see”. Så jeg begyndte at gå..

Alle veje fører til Rom..

Når bare man går længe nok..

Jeg kom ned til et grønt område med bakker og lidt klipper som så vældig idyllisk ud. Jeg tænkte, at der sagtens rundt om de klipper kunne være den statue og monument som jeg ledte efter. Så som en anden bjergged begyndte jeg at traske opad.

Der var roligt og smukt. Næsten for roligt til en seværdighed. Og jeg kom da også ned på den anden side og tænkte – hmm.. hvor mon det er?

Frem med Google Maps. Hvor jeg slet ikke kunne lokalisere Sibeliusmonumentet. Nå skidt vær med det tænkte jeg og traskede videre for så bare at få en god slentretur i naturen ud af det. Og lige dernede på den anden side – der var vandet!

Der var absolut ingen mennesker der havde gået i sandet ned mod vandet og livredderne havde så meget at se til, at de kunne stå og spille volleyball. Men det var smukt og roligt og jeg nød det en stund.

Jeg havde næsten lyst til at hoppe i – bare for at sige at jeg havde været ude at bade i Finland – men med tanke på turen hjem til hotellet igen og i sneakers fremfor sandaler så lod jeg alligevel vær. Og det var nok meget fint, for som jeg stille og roligt fik slentret videre dukkede Sibeliusmonumentet op på Google Maps!

Ja ja, bare lige lidt længere langs med vandet og lystbådehavnen så ville jeg være fremme!

Mødte et par ænder og deres ællinger på vejen og stod lidt og betragtede dem. Det er sjovt som ænder er forskellige ikke? Fordi vi i DK er så vant til vores gråænder, så er det nærmest en helt anden fugl når man ser en anden slags.

Og hvorfor sad jeg her?

Da jeg havde taget de obligatoriske billeder af Sibeliusmonumentet og satte mig på en bænk lidt bagved menneskemængden og tog en smøg, slog det mig, at jeg havde gået 3 km væk fra hotel og centrum, for at kigge på en skulptur.. som for mig ikke betød synderligt.

Jeg forstår, at Sibelius var en vigtig og dygtig mand for Finland. Men i realiteten anede jeg jo intet om manden. Og nogle vil måske slagte mig for dette, men hvorfor fanden sad jeg egentlig der og gloede på en skulptur der hyldede en jeg ikke kendte til.

Facebook, venner og familie kom mig selvfølgelig til undsætning og nu har jeg både hørt “Finlandia” og en flot violinpræstation. Så jeg er ikke længere helt tabt bag en vogn.

Og skulle du en dag stå i samme situation  at du ville se monumentet (og når til ræsonnementet om ligegyldighed før end jeg), så gør det alligevel – tag derhen. For det er et smukt område. Det er en dejlig park. Der er ikke vildt mange mennesker og der er fredfyldt og roligt.

Note to Self (and others): Bus 38 mod Kamppi går ikke langt derfra hvis man vil gå ud og køre hjem. Derudover kan man tage sporvogn 2 mod Olympia (etellerandet) og den stopper heller ikke langt derfra.

På den anden side, var min 6 km tur jo også hyggelig – og går man den lige vej, så er den måske heller ikke så lang.

Og det begyndte først at regne senere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *