Finland juni 2017

Helsinki – I’m back!

juni 14, 2017

Historien bag mig og Helsinki

For nogle år siden, besluttede jeg mig for at tage til Finland – the mothership of Angry Birds. Jeg måtte op til “hovedsædet” og se deres butik og opleve alt det Angry Birds jeg overhovedet kunne.

Jeg bestilte en rejse på to overnatninger og medbragte min største kuffert og mindst muligt i den – der skulle jo være plads til alle de ting jeg købte!

Jeg havde slet ikke forberedt mig på andet end; gaden hvor hotellet lå og hvor Angry Birds Butikken var lokaliseret i det store indkøbscenter.

Det tog mig halvanden time at finde hotellet. Jeg vadede bare rundt med min store kuffert på slæb. Det var minusgrader og snevejr og jeg synes på ingen måde det var særlig spændende. Gaderne i Helsinki går op og ned og det var ikke fedt at føle sig fortabt på de første 2 timer i landet.

Bare rolig – jeg fandt hotellet og det hele endte lykkeligt! Og der var noget ved denne by, som jeg ikke var færdig med. Jeg vidste at jeg en dag måtte tilbage og have mere tid i denne mini udgave  (ok, mikro udgave.. nej, nano udgave) af San Fransisco.

Så, Helsinki, I’m back!

I vinters poppede der en mail ind fra SAS Eurobonus at man kunne spare masser af point når man bestilte en rejse i maj eller juni og betalte med sine point.

Jeg havde en del på kontoen – og jeg fandt frem til, at jeg kunne tage 4 dejlige dage i Helsinki og kun skulle betale for hotel. What’s not to like!

Jeg havde det ok med, at det igen skulle være en alene rejse – det her var jo MIN oplevelse og mig der manglede at opleve byen ordentligt.

Jeg ville gerne booke det samme hotel som sidst (nu havde jeg jo brugt så lang tid på at finde det sidste gang, at det ville blive så nemt som at blinke at finde det igen). Men, der var ikke noget ledigt.

What to do, what to do.

Det viste sig heldigvis at samme kæde – Omenahotels – har hotel lidt derfra i en anden gade. Lucky me! For jeg kunne faktisk rigtig godt lide hotellet (mere om det senere).

Så var rejsen købt. Hotellet betalt. Og så var det bare at vente til det blev d. 12. juni 2017.

Har jeg været her før?!

Og så blev det minsandten d. 12. juni 2017 og jeg kom afsted hjemmefra til lufthavnen, hvor jeg skulle flyve kl. 08.10.

Jeg havde dagen før klaret check-in på mobilen  (hvor er verden altså bare blevet nem at leve i, hva?!) Så i lufthavnen var der kun tilbage at printe en bagagestrimmel og smide kufferten på båndet i self-bag-drop. Jeg er stadig umådelig fascineret af, hvor let, hurtigt og bekvemt det var. Og det efterlod god tid til en smøg og en Redbull.

Vi landede i Helsinki lufthavn, ca. 10.40 lokal tid – tænk at jeg allerede havde glemt ALT om, at Finland er en time foran. Der kan man bare se! Fik stillet på uret og slentret ned efter bagagen.

Sidst jeg var i Finland, var der bus fra lufthavnen, men jeg havde læst mig frem til, at der i 2015 var kommet togbane fra lufthavnen og til centrum.

Selvfølgelig skulle jeg da med tog og prøve det i stedet for at tage det kendte! (Doh!) Og det var hele 15 minutter jeg kunne spare – det er den bedste idé!

Men. Da jeg endelig fandt ud af at gå den rigtige vej i lufthavnen, blev jeg ramt af “fuck dig, Maj-Brit, at du ikke har forberedt dig bedre end det!”.

Og jeg må nok give mig selv ret i den kritik – det er sgu lidt dumt ikke at have undersøgt tingene lidt bedre.

Hvor om alting er, så ser jeg en stor plakat med en mobilbillet-app og jeg tænker selvfølgelig straks; Yes – den skal jeg ha! Jeg henter den, køber en billet og finder frem til at der er to tog der går mod Helsinki. Et “P” og et “I” tog. Forskellen er, at det ene er 3 minutter hurtigere fremme end det andet. Så hvis du en dag står i lufthavnen og skal til Helsinki – så er det i realiteten bedøvende ligemeget om du tager det ene eller det andet.

Jeg synes bare ikke det var særlig gennemskueligt, så jeg brugte lige lidt tid på det – for dig i fremtiden måske.

Jeg købte min billet i app’en og hoppede på P-toget. Og så mødte jeg en kontrollør. Han fortalte mig meget venligt, at jeg havde købt den forkerte billet. Årh, for fanden også, altså!

Jeg slap for ballade og fik i stedet et smil og en venlig vejledning i app’en og forskellen på regional- og internalbillet.

Note to self (and others): “Regional” fra og til lufthavn. “Internal” inde i selve Helsinki.

Da jeg landede på Hovedbanegården – rautatieasema – pisøsregnede det. Og jeg kunne hverken finde ud af hvad der var op og ned på verden eller hvordan pokker jeg skulle finde min paraply frem og samtidig gå med mine to kufferter, så jeg fulgte med strømmen i regnen og prøvede febrilsk at hitte ud af Google Maps  – hvor jeg hjemmefra havde stjernemarkeret og gemt hotellets placering (Heldigvis!).

Jeg kunne huske området ved Kamppi. Det var der bussen havde smidt mig af sidst og dér Angry Birds Butikken lå. I realiteten var der sikkert lige langt om jeg havde gået fra Hovedbanegården eller Kamppi – men jeg følte Kamppi var et mere sikkert valg. Så nu skulle jeg bare finde metroen og tage den ét stop til Kamppi – hvor svært kunne det lige være!

Der var fine skilte mod metroen og som jeg træder ud fra perronerne og ned mod metroen bliver jeg nærmest slået omkuld af overvældelse: JEG HAR VÆRET HÉR FØR!!

Det varede i ca. 10 sekunder og så blev jeg igen ramt af panik over hvor fanden jeg skulle hen og med 1000 tanker om, hvorfor det var jeg havde været der før og hvad jeg havde lavet der i det lille indkøbscenter-agtige-banegårdsmiljø.

Jeg fandt metroen. Tog den et stop  (og min forkerte togbillet gjaldt heldigvis stadig) og hoppede af på Kampin metroasema. Er I med så langt som jeg nu, at “sema” er station? (Dejligt som man stille og roligt lærer nyt, ikke?).

Her kom jeg op af en afsindig lang lang laaaaaang rulletrappe (og den kunne jeg også huske!) og landede så, lige midt i et nyt kaos – et kaos jeg også kunne genkende.

Nå. Frem med Google Maps igen og finde ud af, hvilken vej jeg skulle for at komme UD af Kamppi-centeret. Var efterhånden også nået dertil, hvor jeg som ryger – MEGET – gerne ville have en smøg.

Lad mig fortælle, at det STADIG regnede.

Nu havde jeg dog i det mindste tid til at finde min paraply frem fra kufferten  (igen, var noget af forberedelsen ikke forgæves – vejrudsigten havde nemlig sagt regn første dag – så paraplyen var pakket).

Tid er godt. For meget tid, knap så godt.

Efter klokken 16 ville jeg kunne checke ind på hotellet i Lönnrotinkatu. Problemet var bare, at klokken kun var 12.30 og det var ikke fordi jeg lystede at gå rundt med mine to kufferter i regnvejr.

Jeg gik lidt frem og tilbage og tog mig god tid – gik til sidst ind på en pizzabar – Koti Pizza – for at konsumere noget frokost. De havde et super fint koncept, hvor man bestilte en pizza og så var der fri sodavand til. Me like. Jeg slap med 8, 50 € og havde nu tørvejr lidt tid.

Jeg tror aldrig de har haft en kunde der var så lang tid om at spise sin pizza og sad i så lang tid og glanede. Halvanden time fik jeg vidst brugt. Til sidst blev det lidt for mærkeligt – men det havde givet mig en god portion tid (ha-ha-haaa) til at sidde og undersøge Tripadvisor-app’en lidt grundigere og blandt andet planlægge lidt hvad jeg kunne tænke mig de andre dage og hvor jeg potentielt kunne spise.

Jeg kan varmt anbefale at bruge app’en til at skabe sig et overblik over byens seværdigheder og restauranter. Men der er ingen tvivl om, at jeg mest bare har brugt Google Maps til at lave mit eget sneglespor i byen.

Da klokken stadig ikke var blevet 16 endnu og jeg havde endnu en time at fordrive, flyttede jeg mit korpus og kufferter 50 m fra pizza-pusheren til en kaffebar, hvor jeg tænkte jeg snildt kunne bruge en time på en kop varm kakao og et stykke kage.

Det blev på Wayne’s Coffee, hvor jeg fik en god kop kakao med marshmellows og et stykke blåbærcheesecake til den nette sum af 10,80 €. Host.

 

Jeg må dog gi dem, at både kakaoen og særligt kagen var virkelig god. Det er ikke sidste gang jeg har spist kage der – selv om det gør ondt i pengepungen.

Og SÅ blev klokken endelig 16!

Omenahotels – noget for sig selv

Man modtager hjemmefra en kode der fungerer som nøgle til både indgang på hotellet og ens eget værelse. Jeg synes faktisk det er ganske smart – omend jeg gerne så at indtjek kunne ske før 16!

At komme ind på værelset var som at komme hjem. Genkendelighed. Det skal man ikke kimse af.

Alle møbler på Omena er røde. Også det fantastiske monstrum af et badeværelsesmodul som værelset indeholder. Det er lidt som at være på camping eller festival når man går på toilettet eller i bad. Men det virker efter hensigten og det gør hotellet unikt og specielt.

(Jeg kan ikke få lov at rotere det rigtig – beklager!)

Ja, toilettet er så inde i spejlet og det samme med bad. Jeg synes det er skønt og originalt.

Jeg kastede mig på sengen og tog en morfar – jeg huskede at stille et vækkeur, så jeg kunne komme ud og spise noget aftensmad senere.

Jeg glemte bare, at alarmen går ud fra tiden hjemme i DK og ikke efter Finland. Så klokken 19.30 skyndte jeg mig i tøjet og ned på gaden for at finde noget mad!

En spøjs oplevelse rigere

Jeg slentrede modsatte vej af hvor jeg var kommet fra tidligere for at lande nede på “hovedgaden”. Her kom hukommelsen heldigvis også lidt tilbage og jeg begyndte at føle mig mere hjemme uden dog at kunne undvære Google Maps.

Jeg gik ind på Restaurant Zetor – Revintola på finsk – (vi bliver klogere og klogere sammen, hva?).

Og her ventede mig et mylder af tingeltangel. Alle vegne. Fra loftet hang en flyvende mand, ved siden af stod et udstoppet rensdyr. Neonlys og skilte. Lyskæder lavet af metal-muffinforme. Ternet dug. Alt for mange indtryk på en gang. Og nå ja, også lige en traktor i midten af det hele, der var lavet et serveringsbord rundt om.

Det var meget spøjst.

Menukortet var en “gammel” avis, hvor der var sørget for turisterne med oversættelse på ca. 20 sprog. Det var først da jeg kom til at bestille desserten og tjeneren spurgte om jeg ville tale tysk, at jeg fandt ud af, menuen også figurerede på dansk. Flot!

Så hvis du en dag skal spise på Zetor, så vid, at der er menukort på dansk. (Jeg havde det nu meget sjovt med at sammenligne engelsk, norsk, svensk og tysk for at finde ud af hvad jeg skulle spise).

Jeg endte med karelian stew.

Det smagte fantastisk, men portionen var noget lille så jeg følte mig lidt snydt. Skidt pyt – det efterlod plads til dessert! Og så havde jeg også prøvet noget god finsk mad.

Tjeneren slappede mere og mere af som tiden gik. Jeg tror – eller nej, han sagde flere gange til mig at de havde meget travlt – så det er nok grunden til at han først senere på aftenen havde ro til at småsnakke lidt. Men jeg tænker at alle der har været tjener i deres liv, ville have kigget rundt og tænkt “hvoooor er det I har travlt henne?”. Skidt pyt – det tilføjede blot lidt sjov til oplevelsen.

Jeg sluttede af med en dessert jeg sent glemmer – Mustikkakukko. Prøv lige at udtale dét? Det var en mugcake, hvor der i bunden var blåbærsyltetøjsagtigt-noget med en hård crust på toppen, det var brandvarmt og så var det toppet med en kugle vanilleis – holy mother det smagte godt!

Så kan det godt være, at jeg aldrig rigtig i København ville gå ud og spise for 40 € alene, men det var en god og spændende oplevelse – så tak for den, Zetor!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *