London Juni 2019

The sound of silence

juni 12, 2019

Jeg kunne ikke lade være med at lave en lille reference i overskriften til de kære Simon and Garfunkel. Det er nu en god sang – den tror jeg, at jeg skal lytte til senere i dag.

It’s awful quiet in here, isn’t it? 

Da jeg kom ud af flyveren, efter at være landet i Heathrow i går tirsdag, og skulle finde vej mod udgangen og “Tuben” (hvilket er et lidt sjovt og skørt navn for deres metro/undergrundsbane) spidsede jeg pludselig virkelig ører.

For der var BOM stille. Som i, jeg tror aldrig jeg har været et sted med så mange mennesker uden at høre en lyd.

Hele vejen mod bagageclaim var det jeg lyttede efter, bare lidt lyd. Bare noget der indikerede, at jeg var i en stor lufthavn. Men nej. Der var stille. Ingen mumlen, ingen støj. Ingen lyd.

Det fik mig til at tænke på om der mon er ligeså i Københavns Lufthavn og andre steder. Måske har jeg aldrig rigtig lyttet efter stilhed i en lufthavn før.

En ting er sikkert, jeg har i hvert fald aldrig mærket det som jeg gjorde i går da jeg landede omkring 17.30.

Bizart.

Jeg må hjem og lytte i DK.

Det var dog ikke det sidste sted jeg skulle opleve stilhed.

En tur i tuben

Da jeg havde fundet vej ned til undergrundsbanen og nemt og hurtigt (overraskende nemt og hurtigt!) havde fået købt mit Oyster Card, var jeg endelig klar til min første tur med Tuben.

Jeg kan nu lidt bedre lide vores metro derhjemme. Den er pænere og mere behagelig.

Men også her skulle jeg opleve enorm stilhed. Ingen snakkede sammen. Der var kun lyden af toget der bumlede. Og hold da op hvor det bumlede – ikke støjmæssigt, men fysisk. Jeg forstår nu, hvorfor der er så vild fjedring i deres sæder. Det var jo næsten en tur i rutsjebanen på Bakken, haha.

Jeg landede på den rigtige station, Earl’s Court efter en små 30-40 min.

Det var en af de eneste ting jeg havde undersøgt hjemmefra: hvor skal du af, for at komme til hotellet.

Og det var heldigvis lige til – lige indtil jeg kom op fra undergrunden..

Shit! De kører jo i venstre side!

Jo jo, det vidste jeg jo godt, men, jeg blev et kort sekund ramt af panik da jeg kom i tanke om det. Gad vide om jeg kan finde ud af at krydse en vej?! Ja, altså uden at blive kørt ned!

Da de 5 sekunders panik var overstået, var jeg heldigvis rolig og fortrøstningsfuld igen. Jeg kan jo godt finde ud af at orientere mig, jeg skal bare lige vende mig til, at det er den forkerte vej først, heh. De har heldigvis været så søde at male på vejen “LOOK RIGHT” og “LOOK LEFT”, helt specielt for tosser som mig!

Jeg kom helskindet ned til Hotel Lily, som er der jeg skal bo frem til lørdag – ingen færdselsuheld eller lignende – jeg skal nok komme hjem i ét stykke. Tror jeg nok.

Men det er stadig mærkeligt det med at de kører i venstre side. Og jeg er glad for jeg ikke skal prøve det denne gang. Måske en dag. Måske.

En tanke tilbage i tiden

Første aften er for længst gået på held, mens jeg sidder her på 2. dagen og forfatter dette skriv. Men inden jeg runder den første dag/aften af, må jeg fortælle om mine aften-tanker.

Selv om klokken var blevet omkring 20.30 var jeg stadig ikke aftensmad-sulten og besluttede i stedet at gå en aftentur rundt i nabolaget til hotellet.

Jeg kan ikke helt hitte ud af alle de bydele der er her i London, men jeg tror at jeg bor i området nær Fulham, ikke langt fra Chelsea. Tæt på Earl’s Court (som åbenbart er et nyt distrikt ‘on the rise’). Og meget tæt på West Brompton.

Nu er du helt med på, HVOR jeg er, ikke?

Nå, ikke. Jamen så har du det ligesom mig.

Og det leder mig hen på dette afsnits overskrift.

For mens jeg gik og slentrede på min aftentur, kom jeg til at tænke på den verden. Den tidsalder. Hvor vi ikke havde Google Maps.

Det er jo ikke så længe siden, skræmmende nok. Men den var der: Dén verden.

Lige inden jeg rejste, talte jeg i telefon med min mor, der fortalte, at hun sidst var i London i slut 60’erne. Det er jo lidt tid siden. Det er endnu mere i dén tid og verden. Hun kom da hjem igen.

Jeg er både skræmt af tanken om at rejse uden Google Maps, men jeg er også mega nysgerrig og inspireret.

Det er når man ikke kan finde noget, at man kommer i kontakt med andre; nye mennesker. Ikke fremmede, men nye mennesker. Det er oftest når man farer vild, at man finder de mest spændende steder og kroge.

Så, jeg stillede mig selv spørgsmålet om, hvorfor jeg tager på alenerejse – med Google Maps.

Jeg kunne ikke svare andet end: Sikkerhed.

Jeg kunne derfor godt tænke mig at udfordre mig selv til en fremtidig alene-rejse og lade Google Maps “blive hjemme”.

Jeg er ikke helt klar til det her i London.

Jeg tror dog jeg vil have det vildt sjovt med at gå rundt med et fysisk kort og være bedre forberedt og have undersøgt mange ting hjemmefra.

Det bliver jeg nødt til at prøve! Snart! Måske næste år!

Men nok om alle mine tanker og oplevelser for den første aften. I morgen får I nogle ord og sætninger på alt jeg har oplevet på min første hele dag i London og måske noget om naturen, slentreture og oplevelsen af London.

Stay Tuned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *