Spanien 2018

Hasta la vista Costa del Sol

april 27, 2018

Så blev det desværre tid til at de sidste solstråler varmer min krop for denne gang i Torremolinos.

Jeg sidder og får en smøg inden jeg hopper ned og tager toget mod lufthavnen, hvor flyet letter i eftermiddag.

Jeg sidder midt i virvaret på Plaza de la Nogalera og her er samtidig den vildeste ro. På modsatte side sidder en mand og spiller “Halleluja” på elektrisk violin (det hedder sikkert noget helt særligt, men det ved jeg ikke hvad er) og det er som om tiden et øjeblik står HELT stille og hele verden lytter og er i øjeblikket.

Det er rart. Det er roligt. Det er varmt og det er en god afslutning på ferien.

For 20 minutter siden, sad jeg midt i den bagende sol og nød en sidste lækker sangria fra Bar Florimar. De laver de bedste her i Torremolinos – og jeg HAR været rundt og teste rigtig mange de sidste mange gange jeg har været her. Så hvis du en dag havner i Torremolinos, må du ikke gå glip af en Sangria der.

Så håber jeg at solen også vil skinne på dig der midt på torvet inden gågaden San Miguel starter.

Billedet er godt nok ikke fra i dag, men stedet er det samme.

Opsummering af denne tur må blive at det har været rigtig dejligt bare at slappe af og komme ned i gear. Det har ikke føltes som mine andre alenerejser på nogen måde fordi området er så velkendt. Måske var det også meget rart at prøve en solferie alene.

Jeg tror dog mest jeg er til aleneferier ligesom dem i Finland jeg har været på. Det giver et andet kick at komme et sted hen man aldrig har været før og gøre det på egen hånd.

Jeg ved ikke hvor verden lokker mig hen alene næste gang – men jeg glæder mig allerede.

Farvel for nu – Adios!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *