Spanien 2018

Tatoveringer af verden

april 26, 2018

Æstetik.

At kunne tale til, med og om følelser. Individualisme. Jeg er så fascineret af hvad æstetik kan gøre ved os mennesker. Hvor meget det hver eneste dag i hver enkelt lille detalje inspirerer og opmuntrer os til bedre livskvalitet. Til “det smukke” – til det formidable det foranderlige – det spændende! Og det unikke.

For hvad der er smukt for mig, er ikke nødvendigvis smukt for dig. Til gengæld kan det, uden du har nogen kontrol over det, kommunikere med og til dine følelser nådesløst. Er det ikke fantastisk ?

Et æstetisk narrativ begynder

Min første tatovering fik jeg lavet i Budapest på en studietur i gymnasiet, måske var det i 2003? For at være helt ærlig kan jeg faktisk ikke huske helt præcis hvornår vi var afsted, men jeg tror det var der! Måske var det faktisk 2004, for vi gik i 2.g!

Jeg har hele tiden haft en tanke om, at Danmark IKKE skulle være stedet, hvor jeg fik lavet udsmykning på min krop. 1) fordi jeg mener det er shithamrende dyrt i DK 2) Fordi der i DK ikke er nogle krav til uddannelse eller brug af blæk (ja, i DK kan man tatovere med printerblæk hvis man skulle have lyst!) Og 3) Fordi jeg synes der var noget spændende og uforglemmeligt ved at få lavet dem andre steder rundt i verden end i min egen lille navle i Norden.

Min første tatovering var (eller er?) to kattepoter i lysken.

Jeg husker tydeligt da jeg skulle have dem lavet i verdens mest skumle baggård. Der var graffiti alle vegne og lå kanyler på trappen op til stedet og jeg sagde til mig selv sammen med min klassekammerat “hvis der er den mindste antydning af dårlig hygiejne derinde – så går vi med det samme!!”

Da vi åbnede døren kom vi ind i det smukkeste rum med store blanke fliser fra gulv til loft. Indbygget akvarium i væggen og lædersofaer samt en afslappet loungemusik.

Ok. Det skulle nok lykkes helt ok det her.

Jeg kunne overhovedet ikke finde ordet frem for kattepoter da tatovøreren spurgte hvad jeg ville ha’, så det blev til et forkvaklet forsøg med “cat stamps” og armbevægelser som en kat der går. Meget ømt skal jeg hilse at sige.

Hvor er jeg glad for, den dag i dag, at han ikke tatoverede to frimærker med katte i i min lyske, haha!

Jeg kan desuden berette at oplevelsen – eller smerten – ikke var så slem som først antaget. Der er ingen tvivl om at det gjorde ondt. Og da det på et tidspunkt føltes som om han skar cirkler af knogle ud af min hofteskål, var jeg også meget tæt på at stikke ham en ordentlig en på skrinet, men han så sød ud, så jeg lod være.

Og så gik der mange år..

Først i 2010 skulle der igen ske noget på tatoveringsfronten.

Min rigtig gode veninde Anna og jeg var i Californien på roadtrip i 16 dage i august 2010. Det var en helt igennem vidunderlig tur som jeg aldrig vil glemme. Og selvfølgelig skulle der også en tatovering til dette minde.

I Hollywood (efter vi havde kørt Hollywood Hills og Beverly Hills tynd for at gense, hvad vi havde fået fortalt var Leonardo DiCaprios hus) fandt vi en lille hyggelig tattoobiks, der vist hed Purple Tattoo, eller sådan.

En sød dame lod mig kigge på nogle designs og jeg havde måske allerede inden bestemt mig for en sommerfugl på foden. Hun viste mig lidt forskelligt og jeg faldt for en flot lilla en, som jeg spurgte om hun ville kunne redesigne lidt, så der indeni sommerfuglen kom et M.

And so she did.

Hvis jeg nogensinde skal sige til nogen, at de ikke skal få lavet en tatovering et sted, så bliver det nok ovenpå foden.

Selvfølgelig gør det ondt – der er jo ingen der forventer en tatovering uden smerte. Men. Oven på foden? Det gør både herre nas og så er det MEGA ubehageligt at der er så mange nerver der ligger tæt på yderste hudlag, at man slet ikke kan kontrollere, hvornår ens fod giver et spjæt. Det er altså ikke særlig rart når der sidder en med en tatovørnål og gerne skulle ramme stregerne skal jeg lige hilse at sige.

Så det var ikke fordi det var en ulidelig smerte, men det var ubehaget ved ikke at være ordentlig i kontrol over sine lemmer, der gjorde oplevelsen i Hollywood lidt speciel. Til gengæld blev jeg en tatovering rigere og et minde mere var nu sat fast. Og det er jeg meget glad for.

Man har et standpunkt til man tager et nyt, eller i hvert fald ikke kan vente..

I foråret 2013 skrev jeg sammen med min kære studiebuddy Martina pædagogikeksamen. Vores vidunderlige vidensbånd der havde udformet sig i løbet af studietiden på pædagoguddannelsen gjorde noget helt særligt for mig.

Her var jeg hjemme og tryg med et andet menneske i omgivelser jeg elsker: videbegærlige miljøer. Og det var præcis hvad Martina og jeg kunne for hinanden; stimulere intellektet i et fantastisk samspil over begreber, teorier og nørderi!

Det betød også, at vi var NØDT til at skabe et minde omkring den tid vi oplevede sammen i vores faglige særlige univers, og det blev en tatovering. Ikke en mega veninde-tatovering-samme-motiv agtigt en. Men noget der symboliserede os.

Immanuel Kant var den oplyste mand der skulle binde vores intellektuellebånd. Han har nemlig en gang for mange mange år siden, koblet det latinske ordsprog “sapere aude” sammen med alle hans pædagogiske tanker.

Oversat betyder sapere aude ” vov at vide”. Eller “turde at vide”.

For Martina og jeg blev den fortolkning til “Vov at være en vidensnørd”. For det var vi.

For det er vi.

Martina fik lavet en smuk “kort-dame” (Altså spillekortet “dame” der vender både op og ned), hvor der ovenover stod Sapere Aude. Og jeg fik lavet et “armbånd” om højre håndled med sapere aude og nogle forskellige “bobler” der skulle symbolisere vores tid i vidensboblerne gennem de forskellige eksamener og studietiden.

Den vil for altid symbolisere det vi havde sammen i vores vidensboble.

Men how, sagde hun ikke, at hun aldrig ville få lavet en tatovering i Danmark? Jo, det gjorde hun. Men hun gjorde også en undtagelse, fordi den lige så meget symboliserede et vigtigt minde som de der er lavet ude i verden.

Det er ikke den smukkeste tatovering. Faktisk er den ikke særlig godt lavet. Men fortællingen bag er det hele værd og jeg er meget glad for den.

 

Og så har man igen et standpunkt til man tager et nyt..

For det gik ikke værre eller bedre end at jeg selv samme sommer i 2013, higede efter nålen igen. Ikke efter smerten henover blodårerne på undersiden af håndleddet (føj for den lede skal jeg hilse at sige), men efter tilfredsstillelsen i at kunne udtrykke sig gennem et medie.

11. marts 2005 mistede jeg min elskede farmor. Hun betød alt for mig. Og bare at skrive dette, får en lille tåre frem i øjenkrogen.

Inden min dimission på pædagoguddannelsen sommer ’13 havde jeg været oppe ved hendes gravsted som så mega mange gange før. Røget en smøg, sunget hende en sang. Hun skulle da stadig fejres på sin fødselsdag d. 18. Juni. Selvfølgelig skulle hun det.

Da jeg gik derfra fik jeg lyst til at få lavet to af mine yndlingsblomser (gerbera). En i gul, som var hendes blomster-yndlingsfarve og en i lilla, som er min.

Ingen tatovører i Helsingør havde tid den dag, desværre.

Jeg tog derfor tilbage til København og gik ned i Peoples Art Tattoo i Kattesundet ved Strøget og lavede en aftale med dem.

Det var der Martina og jeg havde fået lavet vores sapere aude tatoveringer, så det sted kendte jeg til.

Jeg fik en tid og fik også lavet min tatovering. Jeg havde sendt et billede af en tatovering med to gerberablomster som jeg gerne ville have var udgangspunktet.

Alle de gode tanker og minder der var i den tatovering er aldrig rigtig blevet indfriet. Selvfølgelig er mit inderste billede af symbolikken intakt, men det er vist også det.

Faktisk har jeg aldrig været mere ærgerlig over noget, som jeg var over den tatovering. Den betød så utrolig meget for mig og endte ikke med at blive indfriet på rette vis.

For at være helt ærlig, så lignede det at jeg havde taget en tyggegummitatovering af to solsikker og klistret den på halvdelen af mit skinneben/læg.

Øv. Øv, hvor jeg længe ærgrede mig over, at jeg ikke havde været mere konsekvent overfor tatovøren. At jeg ikke havde sagt “Hvis ikke du kan lave de her blomster, så er det slet ikke dig der skal lave min tatovering”.

Men det gjorde jeg ikke og jeg måtte i stedet forene mig med, at jeg havde valgt at udsmykke min krop permanent med en tyggegummitatovering og så skal jeg ellers hilse og sige at det var SLUT med lorteoplevelser fra Peoples Art Tattoo og Joshua, tatovøren. Og med tatoveringer fra Danmark også.

Først mange år senere mødte jeg en venlig tatovør fra Ballerup der gerne ville prøve at hjælpe mig med at pille i andres værk (makværk!). Han viste mig, at man kunne gøre den lidt mere livlig ved at tilføje en lille smule skygger og noget hvid.

Så det fik han lov til. Hele to gange faktisk, i håbet om, at jeg kunne blive bare lidt mere glad for mit piece.

Jeg er stadig ikke tilfreds med den. Men jeg har fuldstændig forenet mig med alt hvad den betyder i dag.

Det er stadig tanken bag den, der er den vigtigste for mig. Det er stadig min og farmors tatovering. Og det er også stadig et minde om at huske at være mere kritisk og stædig når det kommer til æstetik i den form – for selv om tatovøren har erfaringer man ikke skal kimse af (jo, måske skal man kimse af Joshuas, faktisk! Tsk) så er det jo DIG der skal bære den resten af livet.

Glem aldrig det. Stå ved hvad du ønsker, når maven siger “hallo” på den forkerte måde.

 

Ud i verden igen..

Nu måtte det være tid til at finde tilbage til “rødderne” af min æstetiske færden i tatoveringer. Så da jeg i sommeren 2014 var på Costa Del Sol med min kære “kone” Karina, var det blevet tid til at få lavet en ny.

Jeg fandt et sted i Malaga, Trece Tattoo og mens Karina vandrede det finkulturelle tyndt i Malaga, så valgte jeg mig en sød lille pige der red på en delfin til at pryde læggen på mit venstre ben.

Der var ikke nogen særlig tanke bag dette valg, andet end at jeg nu så mange gange havde været i Torremolinos og på Solkysten, at det var tid til at få en tatovering derfra også.

Hun blev vældig fin. Og skulle jeg nogensinde anbefale nogen at få lavet en tatovering et sted på kroppen, så er dette sted KLART det bedste sted. Der er både muskler og fedt til at tage fra, så det gør stort set ikke ondt.

En forårsdag i 2017..

Spanien affødte endnu en tatovering, da jeg i marts 2017 var afsted til Torremolinos igen, denne gang sammen med min gode og skønne veninde og kollega Eva.

Denne tatovering blev en helt igennem fantastisk oplevelse og starten på en fascination og mega respekt for tatovøren Fran San.

Eva og jeg havde en dag kørt til Granada og samtidig også rundt i bjergkæden Sierra Nevada. På et tidspunkt bliver jeg lidt søvnig af al den kørsel og siger til Eva at hun er nødt til at snakke om noget. Bare et eller andet. Det er jo ikke let sådan at blive kommanderet til, men vores snak kom til at handle om skyer og form og farver i skyer. Motiver og mere.

Denne snak skulle vise sig at blive startskudet til den næste tatovering der skulle pryde min krop.

Vi googlede løs for at komme i nærheden af noget af det som var inde i vores hoveder og i vores snakke om en “eventyrlig sky”. Det var ikke helt nemt. Men vi fandt på et tidspunkt en med et lyn og hjerter der regnede fra den – og dén blev udgangspunktet.

I mødet med Fran San, der arbejdede hos Trece Tattoo i Torremolinos (rent sammenfald at shoppen hed det samme som den i Malaga dengang), blev min fascination af hans arbejde vagt. Han designede en sky der lynede og regnede med hjerter og som hans signatur eller fingeraftryk på ideen satte han et øje i midten. Jeg havde fra start sagt hvad ideen var og at han så derudover gerne måtte gøre den “til sin egen”.

Første gang jeg så den med øjet i var jeg sådan: “øh, nej nej. Det der øje skal væk. Hvad sidder der et øje i min sky for??!”. Men i sekundet efter at jeg havde sagt det, kunne jeg mærke at det ville være helt forkert at fjerne. Dét var jo netop hans artistiske præg og det kunne faktisk rigtig fint gå i tråd med narrativet om denne tatovering.

En forholdstatovering – eller venskabstatovering. I alle forhold om det er kærlighed, familie eller venskab, er der tidspunkter, hvor man bliver uvenner og det lyner og tordner som bare fanden. Men i langt de fleste tilfælde, så regner det altid med kærlighed bagefter og det skal min “overvåger” nok sørge for. Den holder øje med alle mine forhold og når det lyner og tordner, så sender den hjerteregn efterfølgende.

Da tatoveringen var færdig, kunne jeg virkelig se hvor dygtig Fran San var på de enormt flotte streger.

Det var ikke sidste gang jeg havde ladet ham tegne på mig, det vidste jeg med sikkerhed.

Og sådan blev det..

Da jeg bestilte min rejse til Torremolinos til foråret 2018, så gik der ikke lang tid efter før jeg skrev til Fran, at han godt kunne lave en tid klar til mig i slut april, for der kom jeg mod Solkysten igen og var klar til endnu et smukt stykke kunst fra hans hånd.

Jeg havde en idé om noget havfrue agtigt og selv om Kawaii-stilen ikke just er Frans stil, så forsøgte jeg mig alligevel med en flot havfrue fra Lilian Raya en meget dygtig mexicansk kunstner. Han kunne jo altid sige “det der får du mig sgu ikke til at lave”.

Jeg aftalte med ham, at jeg kiggede forbi den shop han arbejdede i nu i Malaga, når jeg var landet om lørdagen. And so I did.

Han var frisk på ideen selv om det var lidt langt fra hans stil og havde allerede sørget for at jeg stod i hans kalender onsdag kl. 11. Han ville sende et udkast til mig på Messenger inden.

Alt var i skønneste orden og i onsdags fik jeg så igen mulighed for at se hans dygtighed udfolde sig.

Den er SÅ flot. Jeg er SÅ fascineret over det han kan og gør. Hans farver, hans evner med streger og skygger. Det var en rigtig god oplevelse endnu en gang.

Omend 3 timer under nålen på undersiden af underarmen gjorde lidt ondt så holdt jeg hele vejen uden nogle “av for helvede”-udbrud og til Frans skønsang til baggrundsmusikken i mens, hehe.

Og Fran kan nu mobbes med at være kawaii-kunstner også – det drillede hans kolleger ham i hvert fald meget med undervejs. Til gengæld var der også stor anerkendelse for hans værk fra kollegerne løbende, så det er ikke kun mig der synes at min havfrue er helt fantastisk. (Og se lige de mega søde gobler på siden af hende!)

Det æstetiske narrativ er ikke slut endnu.. Hvad det næste i fortællingen bringer ved jeg dog ikke endnu..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *