Spanien 2018

At være alene på rejse..

april 24, 2018

Når man rejser alene bliver tid en mærkelig størrelse. Ja, mere mærkelig end den i forvejen er.

Man er på en anden måde fokuseret på tid, men ikke som man er til dagligt. Til dagligt eller på rejser med andre fokuserer man på tid i forhold til aftaler – fælles aftaler. Hvornår skal vi se det og det og hvornår spiser vi osv.

Når man er alene bliver det mindre vigtigt, mest fordi der ikke er nogen at skulle koordinere med, selvfølgelig. Der er dog også en mærkelig dobbelthed i det. For når man er alene har man brug for at bruge tid. Og hvordan gør man så det når man ikke har noget særligt planlagt? Jo, det er egentlig ret svært.

Jeg har dog lagt mærke til, at når jeg pludselig bliver opmærksom på tid i løbet af dagen, så begynder jeg enten at gå langsommere eller også fokuserer jeg på at det snart må være tid til at sætte sig et sted og få noget at drikke eller noget at spise. Det er lidt skræmmende, ikke?

Jeg tror det er fordi jeg på en anden måde kan være i ensomheden når jeg sidder et sted med mennesker. Det er bare sværere at gå rundt og bruge tid. I sær når man har set lokalområdet en million gange.

Jeg tror også at det handler om, at jeg ikke føler jeg skiller mig ligeså meget ud når jeg sidder på en café. Folk der går forbi (hvis de overhovedet skænker det en tanke), kan jo tænke at jeg bare sidder og venter på en.

Man lærer meget om ensomhedens alenetid, når man sidder alene og spiser eller drikker.

Jeg er faktisk næsten 100 % sikker på, at der ikke er en eneste der går forbi der skænker mig en tanke når jeg sidder der alene. Det hele er inde i mit hoved. Vi har det mærkeligt med at gøre sociale ting alene.

Eller jeg har i hvert fald.

Er det en dansk ting? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at det et eller andet sted fylder indeni mig og at det er noget af det mine alenerejser handler om. At kunne være alene i sociale sammenhæng.

Og nu til det endnu mere mærkelige.

Det er MEGET nemmere at gøre i Spanien har jeg fundet ud af.

I Finland synes jeg det var enormt grænseoverskridende, men her er det på en helt anden måde.

Jeg lå i går aftes og tænkte meget over det og kom også frem til at det nok handler om spaniernes “stil” – livsstil og livsfilosofi. De er meget afslappede, de er meget sociale og “spis og drik ude mennesker”.

De hviler i cafemiljøet og solen. Ikke mange gør det alene, men jeg tror alligevel at det helt klart er det der smitter af på mig. Jeg føler mig ikke anderledes ved bare at dumpe ned og få mig et glas juice eller en vand. Alle gør det. Alle nyder en lille tapas eller en cappuccino mm.

Udover selve spanierne der hviler i cafemiljøet, så tror jeg også det har en enorm betydning, at vejret er som det er. At alle caféer har et ude-område, med borde og stole.

På en eller anden måde er det mindre grænseoverskridende at sætte sig udenfor end at gå aktivt ind på en café og spørge om et bord. Når man er alene får man i hvert fald altid den her: “et bord til 1 eller 2?”, hvor man så aktivt må erkende: ” bare til en”.

Spanierne har skabt et rum, hvor det er helt OK, bare at være. Tak for det, Spanien.

 

Nu er jeg snart færdig med min bocadillo og churros og så skal jeg igen et smut på stranden og dase alene.

Der er visse udfordringer ved at rejse til sol og strand alene – det er nemlig umuligt at smøre solcreme på ryggen! Det er endnu en ting der udfordrer alenetiden; man må aktivt i kontakt med andre og bede om hjælp.

Jeg kan hilse og sige, at dét er grænseoverskridende!

God dag til jer alle !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *